Tennas fortælling

Jeppes (alt for) tidlige start på livet

Del 1: Forløbet op til fødslen


Den 26/6-2017 stod jeg – helt uforberedt, med en positiv graviditetstest i hænderne.
Det var vores 3. barn, med termin 4. marts 2018. Vores to andre børn (en dreng og en pige) var da på vej til at blive 6 og 8 år.

Herefter fulgte 3 måneder med kvalme og mærkelige spise-lyster. Graviditeten var helt anderledes end de to andre.

Allerede i august begyndte jeg at sove dårligt og havde svært ved at ligge godt.
Da vi nærmede os efterårsferien havde jeg begyndende væske i hænder og ben. Jeg følte mig stor og tung. Havde det generelt bare ikke godt.
Her var jeg begyndt at mærke baby, h*n sprællede livligt og min mand mærkede det også.
Jeg endte med en sygemelding allerede før 1. november.
Planen var ellers at jeg skulle gå på ferie 23. december og på barsel fra start januar.

I december blev jeg syg med lungebetændelse. Jeg fik forskellige behandlinger med antibiotika før jeg følte svag bedring. Derfor opdagede jeg ikke, at jeg begyndte at få sværere ved at trække vejret, jeg sad op og sov pga. hoste grundet (troede jeg) lungebetændelsen.
Mine blodprøver og urin viste ingen tegn på svangerskabsforgiftning. Men mit blodtryk steg.
Jeg mærkede kun svagt med liv, min mand kunne intet mærke uden på maven. Men hjertelyden var fin, når jeg fik den tjekket. Jeg havde en utryghed i kroppen og en fornemmelse af at min baby var ‘for stille’.

Den 16. december (fredag) var jeg til jordemoder. Jeg havde det dårligt.
Var fyldt med væske. Folk kunne ikke kende mig, min næse var tyk og mine læber forstørret af væske.
Og om morgenen kunne jeg ikke se ud af øjnene, pga. væske i hele hovedet. Jeg mærkede ikke så meget liv som tidligere eller som i mine to andre graviditeter, i samme stadie.

Jordemoderen sendte mig videre til svangerklinikken på OUH. Mest på sin mavefornemmelse sagde hun, da blodtrykket kun var let forhøjet og stix af urinen ikke var bekymrende – den mavefornemmelse var helt fantastisk god!

Jeg fik taget blodprøver igen, som ikke viste så meget. Men mit blodtryk lå lige på grænsen. Jeg havde en smule protein i urinen. Ingen tydelige tegn.
De scannede mig og kunne se at baby var presset, hans flow var ikke som det skulle være og han overkompenserede ved at der var mere flow i hjernen.
De mente også at han var væksthæmmet. (Vi vidste stadig ikke, at det var en lille dreng, vi ventede)

Planen blev nye blodprøver om mandagen og muligvis da indlæggelse til lungemodner.

Om mandagen blev jeg indlagt og fik lungemodner med (mener jeg) 24 timers mellemrum. “For en sikkerheds skyld” blev de ved at sige på OUH, ingen lagde op til, at vi fik brug for det. Og herefter blev jeg udskrevet igen tirsdag.
Jeg skulle måle mit blodtryk hjemme og ringe hvis det blev for højt igen.

Allerede onsdag morgen måtte jeg ringe til svangreklinikken igen, pga. for højt blodtryk.
Jeg blev igen indlagt, fik taget blodprøver og fik anlagt venflon, hvilket var svært med al den væske i kroppen – 5 gange forsøgte de, før de ramte en blodåre.
Jeg har tidligere arbejdet i flere år på barselsgangen, som ligger på samme etage, så dem gik jeg over og besøgte.
Mine tidligere kollegaer kunne ikke genkende mig pga. al den væske i ansigtet!

Lægerne snakkede om, at min mand og jeg kunne snakke med en H læge (H er børneafdelingerne på OUH) og blive vist rundt på H56. Så vi havde set det, for vi ville uanset hvad, ikke få et barn til termin. Og et ophold på neonatal var en realitet.

Jeg var nu i uge 29+3, og vi havde sammen med lægerne en formodning om, at jeg ikke ville føde før i det nye år. At jeg ville nå til uge 32-35 i graviditeten.
Jeg kunne slet ikke forholde mig til, at jeg skulle føde så tidligt. Og slet ikke til muligheden for at skulle have foretaget kejsersnit.
Jeg har to gode, nemme fødsler bag mig. Og havde glædet mig til oplevelsen.

Torsdag den 21. december aftalte jeg med lægen til stuegang om formiddagen, at jeg kunne udskrives og at vi stilede mod en stille jul hjemme, at jeg skulle hjem på orlov, med tæt kontakt til OUH. Vi bor 4 km fra sygehuset, så jeg kunne jo hurtigt komme retur. Jeg var ok tryg ved denne plan. Jeg fik fjernet venflon og gjorde mig klar til at blive hentet.

Jeg spiste middagsmad på afdelingen, da jeg først kunne blive hentet om eftermiddagen.
Men fra middag af blev jeg mere og mere dårlig. Sov tungt, var i perioder ukontaktbar, jeg hørte godt personalet, men jeg var langt væk og ligeglad.
Personalet tog blodtryk på mig jævnligt. Der blev bestilt blodprøver igen. Jeg småsov, fik mere og mere ondt i hovedet og svien under brystet.
Kl. 16 ville personalet igen lægge venflon på mig og jeg HADER det. Jeg skrev en SMS til min mand “du må godt komme nu”. Han var der en halv time efter.

Herefter gik det stærkt. Lægen kom på stuen, en tidligere kollega. Det var virkelig trygt, da hun er meget erfaren og et roligt menneske, som jeg holder meget af.
Jeg kunne mærke at jeg var ved at blive meget syg, at svangerskabsforgiftningen var ved at udvikle sig med en fart, ingen af os havde forudset.
Jeg spurgte “hvornår tager i barnet ud?” Og hun svarede alvorligt “inden for to timer”. Min mand blev helt hvid i hovedet.
Og meget bekymret “hvad for et barn får vi nu?”, “Hvor lille er den”, “kan den klare sig”, “bliver den handicappet eller skadet på nogen måde?”.
Han spurgte og spurgte. Men der var ikke en masse tid til at svare og berolige ham. Og jeg lå bare og tænkte at det da var fuldstændigt ligegyldigt, at jeg kunne mærke, at jeg kunne dø af det her!
Vi havde heldigvis to dage forinden afklaret et pigenavn og et drengenavn, i tilfælde af nøddåb, hvis det hele pludselig skulle gå stærkt. Og selvom vi slap for nøddåb, var det rart at Jeppe fik sit navn fra første dag af – også her efter hele forløbet.

Kl. 18.30/40 blev jeg kørt ned til operationsgangen. Fik min bedøvelse lagt, jeg husker ikke så meget. Kun at jeg bare ville have min mand hos mig, og at han sad ved mig under kejsersnittet. Som i øvrigt føltes som et mareridt. Jeg har selv passet utallige kejsersnit-patienter og har set hvor ondt det gør efterfølgende. Og generelt er jeg dårlig til at være patient og til at miste kontrollen. Jeg husker mig selv som angst og lettere hysterisk i situationen…

Den tidligere omtalte læge kiggede mange over det grønne forhæng med sit beroligende blik og forvissede mig om at alt gik som det skulle. Hvilket var fantastisk!
Kl. 19.01 den 21. december 2017 i 29+4 og 11 uger før tid, kom vores lille Jeppe til verden med et skrig der var en matur baby værdig.

Jeppe 1 time gammel – med far i hånden

Han blev hurtigt vist til mig, over det grønne klæde (og han så så fin ud!) og derefter skulle der gå 12 timer før jeg så ham igen.
Min mand gik med ham og børnelægen til neonatalafdelingen, og jeg skulle observeres på intensiv, indtil jeg var stabil nok til at komme på barselsgangen næste morgen…

Del 2: Præmaturmor og operationspatient

Kl. 7 næste morgen blev jeg vurderet stabil til at kunne overgå til barselsgangen.
Jeg havde et specielt kateter, så personalet kunne holde øje med hvad jeg tissede. Jeg måtte ikke bare drikke væske som jeg ville og der blev ført nøje væskeskema (jeg havde hverken lyst til mad eller væske).

Det blev arrangeret at jeg måtte komme forbi Jeppe på børneafdelingen ifb. Med overflytningen. Jeg havde ikke set ham endnu. Og det var en underlig følelse. Han var ikke i min mave, han lå i en kuvøse, i en helt anden bygning og havde endnu kun mødt sin far, læger, sygeplejersker og en masse nåle og slanger.
Jeg lå i sengen og kunne ikke andet.

Så jeg blev kørt ind på stuen og kunne kun skimte en lille skikkelse i en stor plastikkuvøse (jeg havde aldrig set den slags i virkeligheden før). Da jeg kom tæt på, kunne jeg se min lille, bitte dreng.
35 cm og 1091 gram. Han havde sin ene hånd forbundet med et væskedrop. Ilt i næsen som var bundet op med en lille bitte hue og som larmede, hvæsede hele tiden. En sonde i næsen, og små følere rundt om på kroppen.
Som jeg senere skulle lære, viste hans temperatur, hans ilt i blodet, hans blodtryk og puls.

Det er noget af det værste jeg har oplevet. Jeg græd og græd. For det gjorde så ondt at mit lille barn skulle ligge der, i en plastik kasse, uden min velkendte hjertelyd i ørerne, uden min trygge varme hule omkring ham. Jeg kunne ikke passe på ham som jeg skulle, han var ude i en verden, han var alt for lille til at kunne overkomme eller klare sig i uden hjælp.
Min mand prøvede at trøste mig og en erfaren sygeplejerske sagde til ham “hun skal lige lande lidt”. Hun havde ret, men jeg følte ordene som det hårdeste jeg nogensinde havde hørt. Jeg var så skrøbelig og ramt. Jeg græder sjældent, har ikke let til tårer normalt.

Nogle timer efter fik jeg lov til at ligge med ham for første gang. Det var fantastisk, dejligt at mærke ham og give ham mine velkendte lyde igen. Han faldt i søvn hos mig ret hurtigt og jeg faldt også helt til ro. Nu var han, hvor han hørte til.

Del 3: Det er MIT barn


Nu var jeg indlagt på 4. sal, hvor mine tidligere kollegaer plejede mig psykisk og fysisk. Min svangerskabsforgiftning skulle behandles og kroppen skulle komme sig. Jeg skulle mobiliseres, som enhver operationspatient og havde virkelig ondt, var tung, meget træt, faldt i søvn under samtaler f.eks. fik hjælp til bad mv de første par dage. Jeg tabte over 20 kg væske de første 10 dage!

Jeg var også nybagt mor og 3. Gangs mor. Og var nede ved Jeppe på 2. sal så meget jeg kunne overkomme.
Jeg lå med ham alt hvad jeg kunne. Også mere end sygeplejerskerne på neonatal måske egentlig mente at jeg skulle.
Men jeg syntes at jeg havde et kæmpe ansvar i at skulle “ruge mit barn færdigt”. Han skulle jo have været i min mave længe endnu. Og så skulle han ikke ligge i en kasse uden mine kropslyde, dufte og min stemme, mere end allerhøjest nødvendigt!
Jeg HADEDE at han skulle ligge der.
Jeg hadede at sygeplejerskerne havde en mening om, hvad der var bedst og egentlig den overordnede bestemmelse omkring mit barn.
For ikke det hele fulgte mine moderinstinkter.

F.eks. kæmpede jeg meget for at de aldrig stak i Jeppe, uden at jeg var til stede. Aldrig! Hverken blodprøver eller skift af venflon (som i øvrigt ofte betød 2-5 stik, før de ramte en åre der kunne bruges og som ikke bristede). Hans hæle er fulde af at efter alle de blodprøver – her 2 år efter.

En gang skulle han have taget de ugentlige blodprøver kl. 8, men jeg var lidt sent på den og var først på afdelingen kl. 8.10 og kunne høre et barn skrige, det lød som mit. Men jeg tænkte at jeg nok var hysterisk, at de da ville vente på mig, det var bare rutine prøver.
Jeg vaskede hænder og gik ind på stuen, hvor lille Jeppe ganske rigtig var i gang med at få taget blodprøver.
Jeg skyndte mig at lægge mine hænder på ham og tale til ham, og han holdt op med at græde – da han hørte og mærkede mig. Det var tydeligt at han genkendte mig og fandt ro ved at jeg kom.
Jeg var rasende. Virkelig, virkelig vred. Det var mit lille hjælpeløse barn, der skulle udstå al den smerte, men ikke uden sin mor hos sig.
Den episode sidder stadig dybt i mig. Det er stadig et traume jeg kan græde over. Magtesløsheden og sorgen på mit barns vegne i situationen, var total. Jeg var så vred på personalet og det værste var at jeg tydeligt kunne mærke at de syntes jeg var lidt hysterisk eller pjattet. Jeg følte ingen respekt fra deres side. Og det var desværre en følelse jeg stod med ofte, da Jeppe lå på intensiv/i kuvøse.
Den sygeplejerske der var der den dag glemmer jeg aldrig. Desværre ikke for noget godt.

Der var flere gange hvor jeg direkte hadede personalet. Fordi de ikke altid forstod at vise respekt omkring mit moderskab, min autonomi som mor for mit lille barn og mit behov for at følge min fornemmelse. Jeg har selv arbejdet på sygehuset som sosu-assistent hele mit arbejdsliv, på fødegangen og barselsgangen og nu i psykiatrien. Så jeg kender også til procedurerne, hygiejne mv. Og ville aldrig gøre noget der kunne skade Jeppe. Men jeg havde et behov for at være mor, som jeg er mor. Og for at give ham den bedste og tryggeste start på livet – med de udfordringer vi stod i.

En nat, da han var ca. 2 uger kunne jeg ikke sove, i mit værelse på barselsgangen. Smerten indeni over at være så langt fra mit lille barn, var for stor.
Min kære tidligere sygeplejerske-kollega og nu “sygepasser” trøstede så godt hun kunne. Hun talte med sygeplejersken, som den nat have ansvaret for min Jeppe.
Men der kunne ikke blive tale om at jeg kunne ligge med ham om natten. Jeg var velkommen til at komme ned og sidde ved ham. Men få ham ud og ligge hud til hud, kunne jeg ikke. (Jeg fejlede på det tidspunkt intet og ville på ingen måde have været en belastning for dem – det var bare “holdningen i afdelingen”).
Tænk at en anden skulle bestemme det på mine og min søns vegne!
Jeg havde kvalme og ondt i brystet af afsavn. Men nej, først næste dag i dagvagten, kunne jeg få mit eget barn i mine arme. Jeg græd mig selv i søvn den nat. Det har også efterladt noget i mig, som jeg aldrig vil glemme.
Jeg har stor viden om stimuli mv. Og Jeppe fik sine pauser i kuvøsen, uden ydre stimuli, som ikke kunne undgås når han lå hos mig. Og jeg var meget bevidst om at passe på og beskytte ham.
Samtidig var og er min grundholdning, at han havde det bedst og mindst stresset hos mig.

Vi havde nærmest ikke besøg mens vi var indlagt. Bedsteforældrene så ham meget kort da han var knap 2 døgn (juleaften) og var ellers på besøg på min sengestue, hvis de var på besøg. Venner var der kun få udvalgte af der kom på besøg. Og kun de helt nære så Jeppe, kortvarigt. Vi ville undgå overstimulering for alt i verden.
Vores to store børn så ham 1-2 gange om ugen.
Og kun min mand og jeg lå med ham (mest mig). Puslede og soignerede ham.
Min mand havde 14 dages barsel hos os, så jeg var ‘alene’ de fleste dage.
De to store derhjemme led et kæmpe afsavn og en større istandsættelse af vores nykøbte hus, gav desværre ikke min mand meget tid til mig og Jeppe.
Da vi blev sammenført, var det stadig mest min mand og børn der var på besøg og ikke andre. Selvom jeg higede efter selskab.

Da Jeppe var omkring 4 uger kunne han klare sig uden cpap, men med optiflow i stedet. Og vi blev sammenført i mor/barn delen af afdelingen. Det var fuldstændig fantastisk!
Fra da af sov Jeppe i min seng. Igen imod sygeplejerskernes procedurer og givne råd. Først lå han i en babynest ved siden af mig og nej, jeg havde ikke verdens bedste plads. Men vi lå SAMMEN.
Jeg har altid haft mine børn i sengen hos mig uden problemer. Det fungerer for os og har været nemt ift. natlig amning.
Jeg havde ham hos mig og puttede hele dagen med ham. Kun afbrudt af bad, toiletbesøg, når jeg hentede mad til ham eller mig. Eller når jeg 1-2 gange om ugen forlod afdelingen et par timer, mens han sov.

Vi var indlagt meget længere end vi havde troet vi skulle være. Jeppe fik problemer med vandbrok og måtte opereres i starten af februar. Det var endnu et hårdt forløb, med to døgn hvor han lå i respirator på intensiv og hvor vi slet ikke måtte holde ham. Herefter flere døgn på vores stamafdeling, hvor han var tydeligt smertepåvirket.
Jeg måtte både før og efter kæmpe for at han kunne få smertelindring. Jeg blev blandt andet spurgt af en læge, om jeg “virkelig ønskede at mit barn skulle have morfin!?” – Jeg ønskede sådan set bare at mit barn, der stadig ikke var i nærheden af termin, ikke skulle have ondt OG at han ikke skulle græde 20 ud af 24 timer pga. smerte og manglende smertedækning! Man er virkelig sit barns advokat i det system!

Vi var indlagt i små 11 uger, Jeppe slap først sin optiflow 5 dage før udskrivelsen. Og herefter fulgte 4 uger hjemme under “hjemmeophold” med amning, sonde, udmalkning, daglige vejninger og 2 x ugentlig kontakt til OUH. Det var hårdt, men skønt at komme hjem! Hjem til min mand og børn. Hjem til rigtig mad, mit eget sengetøj, gåture med barnevognen og en helt anden følelse af frihed.
Frihed under ansvar. Og hjem til min egen mavefornemmelse, og at få liv til at være mor, uden personalets meninger og holdninger til min måde at gøre tingene på.

Det skal her til sidst nævnes, at personalet på H også var utrolig omsorgsfulde, søde og forstående. De ville gå langt for at hjælpe, støtte og aflaste.
Jeg var så heldig at have enestue i al den tid jeg var på både barselsgangen og på H.
Jeg fik amningen til at fungere, hvilket var min store bekymring fra Jeppes første dag, mens jeg malkede og malkede i de 15 uger der gik, før Jeppe kunne undvære sonden. Og efterfølgende ammede jeg Jeppe til han var 10 mdr.

Jeppe er i dag 2 år og fuldstændig som alle andre på sin alder. Han er umiddelbart sluppet helskindet igennem. Vi har været så heldige!

De tre vigtigste ting jeg ville give videre til en anden nybagt præmaturmor:

1. Hav dine egne rene (og meget blødere) stofbleer til barnet og en bamse. Gå med det, og når du går fra barnet, kan du svøbe det i noget der emmer af mor. Lige så meget for din egen skyld.
Jeppe fik, sin kanin da han var 6 dage og sover stadig med den nu.

2. Gå en daglig tur UDENFOR!

3. Hold fast i dig selv. Hvis det føles forkert hvad dit barn bliver budt, så sig fra (medmindre det drejer sig om uundværlig behandling!!).


Venlig hilsen Tenna Quistgaard


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med på Instagram

This error message is only visible to WordPress admins

Error: No feed found.

Please go to the Instagram Feed settings page to create a feed.