Pernilles fortælling del 2

En historie om at blive førstegangsmor, tvillingermor, præmaturmor og englemor på samme tid

Jeg har termin d. 18. december. Det er først om to måneder. Det er en underlig tanke, for jeg sidder allerede med en baby i armene, og der burde have været to.

Men hvad skete der egentlig?

Søndag 20. oktober gik jeg rundt med en meget stikkende fornemmelse forneden. Jeg forklarede min søster, at det føltes som et pindsvin, der bliver drejet rundt i bækkenet.

Mandag har jeg en underlig fornemmelse i maven, men jeg tænker ikke mere over det, da jeg længe har bøvlet med plukkeveer, som gør ondt. Om aftenen tager jeg hjem til mine forældre for at spise, og der bliver plukkeveerne så slemme, at jeg har svært ved at sidde ned. Jeg ringer til fødegangen, og jeg kommer ind til undersøgelse, som viser, at min livmoderhals er afkortet fra fire cm til halvanden cm. Så det, jeg tror, er plukkeveer, er altså rigtige veer?  

Jeg er kun 31+4 så det kan jo ikke passe. Jeg bliver indlagt, får lungemodner og piller, som skal stoppe veerne. De virker ikke, så efter en time lægger de drop, som skal stoppe veerne. Det begrænser dem, men stopper dem ikke. 

Dagen efter bliver jeg scannet igen, og min livmoderhals er afkortet yderligere ned til en halv cm, veerne er stadig kraftige og regelmæssige, så der bliver skruet op for det vehæmmende drop, og jeg får morfin for at tage smerterne. Om aftenen får jeg igen lungemodner 

Fødslen

Onsdag aften bliver der stoppet for droppet, da lungemodneren nu virker. Torsdag morgen vågner jeg klokken 5 med kraftige veer, som tager til i styrke.

Jeg kalder efter jordemoder, som giver mig smertestillende og går igen. Jeg kalder igen, og en ny kommer ind, denne gang med en varmepude, som jeg kan have på maven, og så går hun igen.

Kort efter kommer en ny sygeplejerske ind og siger, at de er midt i (vagtskifte, og at jeg om lidt vil møde den jordemoder, som skal følge mig. 

Hun kommer først ind og undersøger mig klokken 8.30, og hun kan med det samme se, at jeg er seks cm åben, og det er tid til fødestuen.

I chok over, at jeg nu skal føde, bliver jeg kørt ned på fødestuen. Jeg er nu i uge 32+1.

En smuk engel bliver født

Jeg får ingen bedøvelse til fødsel af første barn, da hun er død. Det gør så ondt, da jeg ikke har særlig meget pressetrang, og jeg skal arbejde ekstra meget for at få hende ud, da hun jo ikke hjælper til.

Mira bliver født klokken 10.51. 21 cm og 150 gram.

Selv om hun har været død i 10 uger, så er hun så smuk en baby.  Hun er så færdig og perfekt, at det ikke er til at forstå, at hun ikke skal være hos os, men at hun er en engel.

Efter Miras fødsel siger jordemoderen, at vi skal vente og se om mine veer fortsætter og min krop vil føde Manja, eller om de går i stå, og hun får lov til at være i maven i nogle flere uger.

Miras “sov sødt pose”, lavet og doneret af MindMyAngel

Fostervandet tages

Efter en time er mine veer stadig kraftige, og de kommer med cirka to minutters mellemrum. Så jeg får lagt en epidural, og den virker så godt, at jeg falder i søvn og sover igennem mine veer. 

Klokken 16.10 kommer en ny jordemoder ind, da der har været vagtskifte. Hun fortæller, at planen er, at Manja skal fødes, og da hendes fostervand ikke er sprunget, skal hun tage vandet og sætte fødslen i gang. Der kan godt gå noget tid, inden presseveerne kommer. Det er helt normalt. Sådan går det dog ikke. 

Klokken 16.20 tager hun vandet og tre presseveer og ni minutter senere bliver Manja skudt ud og hun skriger med det samme. Hun er en lille pige på 1485 gram og 41.5 cm. Så hun skal i kuvøse på neonatal afdelingen. 

En time efter har jeg stadig ikke født nogen moderkage, så lægen trækker i dem, hvilket gør ondt, da de er groet fast. Derfor skal de opereres ud, og det er endnu en skræmmende ting, da det foregår med lokalbedøvelse. Det tager lang tid, og operationen er først færdig klokken 20 om aftenen.

Jeg bliver kørt til neonatal efter operationen, hvor jeg er indlagt i fire uger med vores datter.

Indlæggelsen på neonatal

Hele oplevelsen på neonatal er både skræmmende og rar. Der er så mange ting at forholde sig til. Mira, der er død, og derfor skal vi beslutte, hvad der skal ske med hende. Og Manja der ligger i kuvøse, fordi hun er så lille.

Jeg ammer og malker ud i 3 uger. Men det er så smertefuldt for mig at have et ammeforhold til en maskine, så jeg vælger at stoppe, da jeg græder, hver gang jeg skal til at malke ud.

Nu har Manja jo også fået det vigtigste fra mig, men det er et kæmpe nederlag ikke at kunne amme min datter.

Men da vi kommer over på modermælkserstatning, går det stærkt med vores datter, hun vokser, bliver stærk og kommer ret hurtigt ud af både overvågning, kuvøse og sonde.

Manja en uge gammel holder kort pause fra CPAP

Hjemme fra neonatal

4. december, seks uger efter fødslen, er jeg til kontrol på sygehuset, da jeg stadig bløder alt for meget.

Her finder lægen en muskelknude og rester af moderkagen i livmoderen på scanningen, så ugen efter skal jeg ind og opereres endnu en gang for at få det fjernet. 

Otte uger efter fødslen sidder jeg i sofaen med verdens dejligste datter, Manja, som jeg elsker så utrolig højt.

Samtidig sidder jeg med den største sorg over at have mistet Mira.

Vi har været rigtig meget igennem, både i graviditeten og med en tidlig fødsel, så nu er det rart at have lidt ro på igen. 

I februar er jeg inde til kontrol igen, og alt ser fint ud, så jeg bliver endelig afsluttet på sygehuset. Manja vokser og følger kurven så flot.

Vores sundhedsplejerske har været på ekstra kursus i præmature børn for, at kunne hjælpe os så meget som muligt, og hun kommer hver 14. dag det første stykke tid.

Tak for, at vi må dele vores historie. 

Hilsen Manja, Pernille og Steffen.

Del 1 af Pernilles fortælling kan læses her


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *