Malenes fortælling del 1 – Sofus

Fødselsberetning 

For de fleste starter det med glæde og lykke, når man efter en graviditet på ni måneder bliver forældre. 

Men for os startede livet som forældre allerede efter knap fem måneder. Det var en rutchebanetur med glæde, mange tårer, angst, og et kæmpestort tomt hul i hjertet. Jeg blev præmaturmor og englemor.

Den 6. marts 2015 havde jeg ligget på Rigshospitalet i en uge med galoperende svangerskabsforgiftning, og mit liv var i fare, derfor lød ordene.

”Malene du skal have akut kejsersnit, du er 24+4, og du har en lille dreng i maven på 400 gram. Vi ved ikke, om han er klar til livet, men I skal tage et valg. Skal vi hjælpe ham, når han kommer til verden, eller skal vi lade naturen gå sin gang?”

Det er et helt vanvittigt spørgsmål. Men selvfølgelig skulle de hjælpe Sofus, og det gjorde de rigtig dygtige læger. I en uge kæmpede de på Rigshospitalets neonatalafdeling, og de gjorde alt, hvad de kunne, for vores lille dreng. Men han var ikke klar, han var meget lille og hans krop gav op. 

Sådan startede mit liv som præmatur mor, på en stue med så meget varme og mange biplyde og en kuvøse, hvor jeg kun kunne stå med hænderne ind af en lille låge for at holde min søn i hånden.

Det sætter nogle meget dybe spor i ens krop, som man nok aldrig kommer af med igen.

Noget, der også stadig sidder meget dybt i mig, var den dag, jeg skulle ringe til mine forældre og sige, I skal komme ind på Rigshospitalet og sige farvel til jeres barnebarn.

Livet efter

Efter vi havde sagt farvel til Sofus og sendt ham afsted på den sidste rejse på den smukkeste og varmeste solskinsdag i marts, skulle vi hjem og have en hverdag til at fungere.

Det var en meget underlig tid.

Vi var jo lige blevet forældre, men vi havde ingen lille baby, vi kunne kysse og kramme og give al vores kærlighed. Det eneste, vi havde, var minderne, som føltes som et meget langt mareridt i den uge, vi var på neonatal, og jeg bad hele tiden om, at den her onde drøm gerne måtte stoppe, så jeg igen kunne se Sofus – men desværre.

Jeg havde nu et operationsar på min mave efter mit kejsersnit, som var mit minde om, at han havde været her og været i min mave. 

Det var svært at være i, svært at se at andres liv gik videre, mens vores liv i en periode bare stod stille. Men “videre” skulle vi. Og selvom livet begyndte at gå igen, fortalte vi hinanden hver dag, at Sofus altid er med os i vores hjerter.

Læs del 2 af Malenes fortælling her


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *