Malenes fortælling del 2 – Bertram

Del 1 af Malenes fortælling kan læses her

Præmaturmor for anden gang 

Vi ville være forældre, vi ville have en baby i vores arme, vi ville opleve den her fantastiske lykke, som alle taler om, og fire måneder efter var jeg gravid igen – også denne gang med en lille dreng. 

Det var en meget mærkelig graviditet, jeg brækkede mig fra start til slut, rendte ind og ud af hospitalet til scanninger, væskekontrol, blodtrykskontrol, og på samme tid skulle vi lære at danse med den sorg, vi bar på, og den glæde, vi følte.

Hvordan gør man lige det?

Nogle dage græd jeg stadig over savnet til Sofus – andre dage smilede jeg af lykke, når Bertram gav små livstegn inde fra maven. 

Som ugerne gik, begyndte vi at tro på, at alt nok skulle gå rigtig godt. Der var 30 procents risiko for at føde for tidligt igen, men alt så rigtig godt ud så til scanningerne. Vi begyndte at tro på, at den her gang var det vores tur til at blive forældre og få en baby i armene, vi kunne være forældre for. 

Bertram voksede heldigvis, som han skulle, men vi var til en scanning på et tidspunkt, som viste, at der var en lille chance for at føde før tid. Det var vi også klar over, men vi håbede, at vi kom så langt som muligt.

Men en dag i uge 30 begyndte min krop at galopere, jeg følte, jeg havde løbet et maraton. Jeg satte mig ned og målte mit blodtryk, og den var helt gal. mit blodtryk var på 164/116, så jeg måtte have fat i sygehuset, og så blev jeg indlagt på Rigshospitalet. Nu lå jeg her igen. 11 måneder efter sidste gang med galoperende svangerskabsforgiftning og én uge senere i uge 31+6 lød ordene:

”Malene du er nu så syg med svangerskabsforgiftning med det, man kalder HELLP-syndrom, du skal have akut kejsersnit, vi kan ikke længer holde det nede.”

Jeg hylede og var så bange, jeg blev ved med at sige nej nej nej, men de lovede mig, at Bertram nok skulle klare den, for han var en stor sund og rask dreng. Og rigtig nok – ud kom den sødeste lille dreng på 1590g og 42 cm. Jeg kunne nu kalde mig mor til to børn. 

Det, at jeg var kommet så langt i min graviditet, gjorde at alt heldigvis var gået rigtig godt. Situationen var en helt anden i forhold til første gang, vi startede vores første uge på Rigshospitalets neonatalafdeling, og det var en vanvittig hård uge, da vi kun 11 måneder tidligere havde sagt farvel til Sofus på samme afdeling. Jeg havde lidt svært ved at være sådan rigtigt glad, så jeg bad om at blive flyttet til Hvidovre Hospital, da der var så mange følelser forbundet med Riget, som jeg ikke kunne slippe. 

Heldigvis kom vi en uge senere til Hvidovres neonatalafdeling, og her føltes det for første gang, som om vi var blevet forældre sådan helt rigtigt. Vi måtte tage Bertram ud af hans åbne kuvøse, jeg måtte selv pusle og give mad, og det viste sig, at vi allerede efter 15 dages indlæggelse måtte komme hjem på det, de kalder tidligt hjemme ophold.

Så da Bertram var to uger gammel svarende til uge 34+0 og vejede 1800 gram, kom vi hjem. 

Hjemme igen 

Endelig skulle vi starte livet som forældre i vores eget hjem, noget vi i halvandet år havde glædet os helt vildt til. Vi kom hjem med sonde og en pumpe maskine, så jeg hver tredje time kunne sidde og pumpe mælk ud til Bertram, som han kunne få i sin sonde, og to gange om ugen havde vi besøg af en sygeplejerske, som målte og vejede Bertram. 

Vi var heldige, Bertram var bare så møghamrende sej, og allerede efter to uger var han sonde fri, og vi fri ammede nu, hvilket var helt fantastisk.

Men jeg tænker, at det er noget anderledes at få en præmaturbaby med hjem, end en baby født til tiden. Bertram vejede jo kun 1800 gram, da han kom hjem, så alt det med barselsgæster og sådan var i et meget lille omfang. Det hed også rent tøj, håndvask og håndsprit til alle, som skulle ind i vores hjem, og først da Bertram var tæt på hans termin, kunne vi putte ham i barnevognen og gå en tur. Det var den vildeste følelse første gang.

Bertram var jo heldigvis en sund og rask dreng, og som tiden gik, begyndte spørgsmålene at dukke op.

”Skal I have flere børn? Tør I? Hvad vil det betyde for jer? Vil du føde for tidligt igen? Vil du få svangerskabsforgiftning igen?”

Det var alt for mange spørgsmål, som kun gav mig angst for at skulle miste igen, så vi var enige om, at vi ville glæde os over, at vi havde Bertram i vores arme, da vi ikke turde få flere børn. 

Tiden gik, og efter 2,5 års tid kunne vi godt begynde at mærke, at der var noget i os, som drømte om et søskendepar. Angsten for at miste var blevet mindre, og drømmen om et søskendepar var større. I november sagde Bertram så:

”Mor og far, jeg ønsker mig en lillesøster og en hvid kat i julegave.” 

Katten kunne vi godt give ham – men en lillesøster, det kunne vi nu ikke love ham. 

Men i kraft af, at vores drøm efterhånden var så stor, besluttede vi os for at prøve, og vi fik lagt en plan med en læge på Rigshospitalet, så den dag, jeg blev gravid, var der en klar køreplan for, hvad der skulle ske, og hvordan de skulle tage hånd om mig.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *