Malenes fortælling del 3 – Luna

Du kan læse del 1 af Malenes fortælling her og del 2 her

Præmaturmor for tredje gang

2019 viste sig at være året, hvor jeg blev gravid igen, noget jeg egentlig ikke havde troet skulle ske, efter det vi havde været igennem. Vi havde jo i en lang periode mistet troen på, at vi en dag kunne få et søskendepar, som jeg altid havde drømt om. 

Men pludselig så det ud som om, drømmen blev til virkelighed. Men alle spørgsmålene dukkede jo rigtig hurtigt op igen.

 ”Hvad nu? hvordan vil det gå? Føder jeg før tid igen? Er Bertram klar til at undvære sin mor i flere uger, hvis jeg igen ender på neonatal afdelingen?” 

Heldigvis havde jeg første scanning på Rigshospitalet to uger efter, jeg havde testet positiv, og her fik vi svar på rigtigt mange af vores spørgsmål. Jeg blev sat i medicinsk behandling, som jeg også var i graviditeten med Bertram (blodfortyndende medicin), så vi håbede på at tredje graviditet var graviditeten, hvor jeg gik til termin. Som tiden gik, var alt heldigvis rigtig godt, Luna voksede, og vores læge var rigtigt optimistisk og hjalp os til at tro på, at denne her gang gik jeg til termin. Vi begyndte endda at tale om, at jeg måske kunne få lov til at føde selv. 

Men igen vendte graviditeten og viste sig at være, som de andre jeg havde i forvejen. Jeg kastede op fra start og var dehydreret og rendte ind og ud af sygehuset med forhøjet blodtryk. Denne her gang var det bare ekstra besværligt, for vi havde jo Bertram hjemme også, men min krop var bare ikke fan af at være gravid. Og da jeg ramte uge 29, startede det for alvor. Jeg var på sygehuset og lå til observation hver anden dag og blev hver gang sendt hjem med beskeden om ro med blodtryks medicin. Til sidst var det bare ikke længere nok, og min krop skreg om at stoppe graviditeten. Jeg fik konstateret svangerskabsforgiftning for tredje gang, og jeg nåede at ligge indlagt i halvandet døgn, og så fik jeg akut kejsersnit i uge 31+4, nu med en lille pige på 1480 gram.

Luna kom til verden, og den her gang var det på en eller anden måde blevet en rutine at få kejsersnit, at føde før tid og være på neonatalafdelingen. Og heldigvis var Luna lige så sej som sin storebror Bertram. 

Vi blev efter to dage flyttet til Hillerød hospital, fordi hun var så møg sej, og her lå vi så indlagt i tre uger. 

Det, som var det sværeste denne gang, var savnet til dem derhjemme. Det var ikke det at føde før tid, for det havde jeg jo gjort før, og det var nu blevet min måde at blive mor på, jeg kender jo ikke til andet.

Jeg fik hurtigt en rutine op at køre med at pumpe mælk ud, give sonde, skifte ble og ligge hud mod hud. Det lidt lige som at køre på cykel, når man først har lært det, så glemmer man det heller ikke igen. 

Men puha, hvor var jeg ked af det. Jeg følte, jeg svigtede Big time! Jeg savnede Bertram så vanvittigt meget, og jeg ville bare hjem, jeg havde jo styr på alt med Luna – så kunne de ikke bare sende os hjem, tænkte jeg.

Men først i uge 35+0 kunne vi komme hjem, sådan var reglerne, og det jo også rigtig fint. Jeg savnede bare min søn og min mand og min hverdag derhjemme, og skulle lige indstille mig på, at jeg for tredje gang havde fået kejsersnit, havde haft svangerskabsforgiftning og havde født før tid, og denne gang var jeg mere alene om det end de andre gange, og jeg følte mig meget alene. 

Men tiden gik heldigvis hurtigt, Bertram og min mand Jakob (Børnenes far) kom næsten hver dag efter børnehave og arbejde og spiste aftensmad med mig, og i dagtimerne var mine veninder rigtig søde til at komme på besøg, så dagene ikke blev så lange. 

Da vi ramte 34+6 kom en læge ind og sagde, at vi godt måtte tage hjem, og jeg fik hurtigt pakket alt sammen, og så ventede jeg bare på, vi blev hentet.

Hjemme igen 

Tiden hjemme med et præmaturt barn var igen meget roligt med få besøg og en håndsprit, som stod plantet på bordet. Jeg sad og pumpede mælk, som Luna kunne få i sonden, og heldigvis blev vi hurtig fri for den, og vi fri ammede fra uge 36+0 – en uge efter hjemkomst.

Men det at være lillesøster og præmatur giver alligevel en noget anden start, end den Bertram fik, for med ham, var der fuldstændig ro altid. 

Men med en dreng på 4 år, der bare virkelig elsker sin lillesøster og elsker at lege og synge og danse og løbe, er der jo noget mere uro i hjemmet. Men hun klarer det heldigvis megagodt, og i dag har vi to sunde og raske børn. Luna på næsten 9 måneder og Bertram på 4,5 år – hvad mere kunne vi drømme om.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *