Pernilles fortælling del 3
En historie om at blive førstegangsmor, tvillingermor, præmaturmor og englemor på samme tid
Du kan læse del 1 af Pernilles fortælling her og del 2 her
Update den 31/7
Manja er nu 9 mdr. gammel. Hun stortrives og er en rigtig glad pige, som allerede har fået tre tænder og kan kravle.
Hun vejer nu 9,5 kg og bruger str. 80 i tøj. Hun har altså nået et meget tidligt catch up. Hun har ingen mén af at være præmatur og følger sin kurve så flot og er alderssvarede til andre på 9 mdr.
Så på alle måder er hun nu en helt almindelig baby.
Det vil sige, at hun ikke længere får fysioterapi og ergoterapi og børnelægen ser hun heller ikke. Sundhedsplejersken kommer heller ikke så ofte mere.
30. juli 2020 var vi på besøg hos dagplejen, hvor Manja skal starte 1. september. Manja var superglad og fandt alle dagplejerens legesager rigtig spændende.
Dagplejeren blev meget overrasket over at høre vores historie omkring graviditetsforløb, fødsel og at vi havde mistet Mira – vores elskede lille englebarn.
Vores historie er blevet glemt
Alt i alt så føler jeg, at vores historie er blevet glemt, fordi Manja trives så godt. Ingen (heller ikke min kæreste, føler jeg) tænker over, at Manja faktisk har en søster, at jeg var gravid med tvillinger og den meget hårde start på Manjas liv med en for tidlig fødsel.
Ingen spørger længere ind til Mira, og jeg føler ikke, at det er okay, at jeg stadig kan blive ked af det over at have mistet hende.
Om seks uger er jeg ude af den antidepressive medicin, jeg blev beordret på, da Mira døde. Det er en kæmpe lettelse, at jeg ikke skal have medicin længere, men samtidig er det endnu en ting, der gør, at folk omkring mig glemmer, at jeg har født to børn.
Jeg er så utrolig lykkelig over, at Manja trives så godt og samtidig så splittet, fordi det gør, at jeg føler mig glemt i min sorg over Mira, og at den svære graviditet, fødsel og tid på neonatal stadig sidder i mig.
Jeg har det svært med at skulle på sygehuset, hvis Manja bare bliver en lille smule syg, så sidder jeg med den største unaturlige frygt for at miste hende. Så på mange måder tænker jeg som alle andre præmature forældre, men bliver ikke anerkendt som værende en af dem, da vi ikke længere mærker, at hun er født for tidligt.
