Født for tidligt

Hvert år bliver omkring syv procent af nyfødte børn født for tidligt. De fleste fødes moderat for tidligt, det vil sige, at de kommer til verden 3-8 uger før termin. En procent af alle børn fødes meget for tidligt, mellem 9 og 12 uger før termin, mens en halv procent fødes ekstremt for tidligt. De er født mindst 12 uger før termin.

De præmature børn er med andre ord ikke helt klar til at møde verden, når de kommer ud. Men heldigvis sættes et kæmpe arbejde på hospitalet i gang, når et barn fødes for tidligt, og tallene viser, at børn, der fødes for tidligt, har fået bedre chancer for at klare sig i gennem de seneste år.

Hvad med forældrene?

Alle mine tre børn er født for tidligt. Konrad ni uger for tidligt. Vilma fire uger for tidligt og Roland fem uger for tidligt. De er, takket være dygtige læger og sygeplejersker på både Hvidovre og Randers Hospital, kommet sig ovenpå den tidlige start på livet og er glade og velfungerende børn i dag.

Fokus skal uden tvivl være på børnene, og jeg er selvfølgelig taknemlig for, at de fik den hjælp, som de alle havde behov for, da de blev født for tidligt.

Men at blive forældre er en kæmpe omvæltning for alle. Man ved ikke helt, hvad man går ind til, men man har selvfølgelig nogle tanker. Da jeg var gravid med mit første barn i 2010 og 2011, begyndte jeg forestille mig livet med et nyfødt barn. I mit hoved kunne jeg se maven vokse, jeg begyndte at drømme om barsel. Jeg gjorde mig tanker om, hvad dagene skulle gå med, men jeg nåede aldrig så langt. Faktisk havde vi hverken nået at købe børnetøj, barnevogn eller noget som helst andet, da Konrad blev født ni uger før tid.

Podcast om at føde for tidligt

Det var ikke kun rammerne, der ikke var klar. Mentalt var jeg ikke klar til at blive mor så tidligt, og det fik forskellige konsekvenser for mig, som stadig er en del af mig i dag. Det kan du blive meget klogere ved at lytte til mit eget afsnit af podcastserien Forældre Før Tid. Det findes her.

Jeg har valgt at dele min historie, fordi jeg selv søgte historier, jeg kunne spejle mig i, da jeg fødte for tidligt i 2011. De fleste mødre, jeg har talt med, nævner ofte, at de også manglede det samme. Historier fra andre forældre, der har stået i lignede situation eller forløb, som de gik igennem. Jeg håber, at vi sammen kan få skabt et sted, hvor kommende præmature forældre kan finde håb og trøst i andres historier.

Og allerede nu kan du lytte til de første fortællinger her.

Det er planen og håbet, at der på sigt også vil være podcastafsnit med fædre, pårørende og fagpersoner, der kan bidrage til at vi alle bliver klogere på emnet.

Vildes lillebror bliver født for tidligt

Et andet projekt, som netop nu er på vej i trykken, er børnebogen ”Vildes lillebror bliver født for tidligt”.

Vildes lillebror bliver født for tidligt, og Vilde må undvære sin mor, fordi hun er indlagt på neonatal.



Det er en fortælling om pigen Vilde, der oplever, at hendes lillebror bliver født før tid. Derfor er både mor og lillebror indlagt. Det at få en lillebror eller lillesøster er en stor omvæltning, som ikke bliver nemmere, når de indlægges på neonatal. Sygehuset, kuvøsen, skærme, regler og lyde, som er en del af hverdagen på neonatal, kan virke skræmmende. Adskillelsen og afsavnet til mor kan også være svært at komme igennem. 

Formålet med bogen er, at den kan afmystificere forløbet for de ældre søskende. Og forhåbentlig kan den sætte gang i en samtale mellem børn og forældre om forløbet på sygehuset.

Læs mere om bogen her.