Signes fortælling

Tvillinger født i uge 27+6

Graviditeten

I starten af november 2015 stod jeg med en positiv graviditetstest. Vi var enormt glade og spændte, men også nervøse, da vi i sommeren havde oplevet det samme, men som endte i en spontan abort nogle uger senere. Så det var svært at tro på, at det ville ende godt denne gang. Derfor bestilte vi en tid til en tidlig scanning. Min mand, spurgte mig lidt i sjov, hvad vi skulle gøre, hvis nu det viste sig, at der var to. Jeg slog det hen med, at selvfølgelig var der ikke det. Jeg sad jo og var nervøs for, om der overhovedet var liv efter oplevelsen med aborten, som havde sat sig dybt i mig. Jordemoderen startede med at scanne uden at sige så meget i begyndelsen, men med det samme hun satte scanneren på min mave, lod jeg mærke til de to hvide bobler der lyste op på skærmen. Det føltes som om mit hjerte sprang et slag over og det første hun derefter sagde var, “ Har i tvillinger i familien?” Og så vidste jeg jo godt, at den var god nok. Vi skulle have tvillinger og det føltes bare som det helt rigtige lige fra start. Selvfølgelig skulle vi have tvillinger. 

Graviditeten forløb uden problemer. Jeg oplevede ingen gener og elskede at være gravid. Jeg nød at se maven vokse med raketfart og mærke mere og mere liv fra mine to små drenge. Jeg begyndte dog at få plukkeveer, som især var slemme efter en dag på arbejde. Så jeg blev sygemeldt fra uge 24, som de også anbefaler at tvillingegravide gør, da der er større risiko for at føde for tidligt. Det hjalp en hel del på plukkeveerne, at jeg kunne tage tingene i mit eget tempo og det hele begyndte at falde til ro igen. Ved det sidste jordemoderbesøg jeg nåede til, blev min mave målt til at være på størrelse med en højgravid med en enkelt baby, da jeg var i uge 26. De to drenge fyldte den godt ud. 

Søndag den 10. april 2016 sidst på dagen fik jeg en besked om, at min bedste veninde lige havde født en lille pige. Jeg var ovenud lykkelig og glædede mig, til det blev min tur til at få mine drenge i armene. Det blev dog noget hurtigere end forventet. 

Fødslen

Samme aften, mens jeg var i bad, gik min slimprop. Jeg kunne Google mig til, at det ikke burde betyde noget så tidligt i graviditeten, så jeg gik i seng. Næste morgen var jeg dog lidt urolig og ringede til fødegangen for at høre, hvor alvorligt de mente det var. Jeg blev spurgt, om jeg havde tiltagende plukkeveer eller veer, hvilket jeg ikke havde. Så jeg fik besked på, at se tiden an. I løbet af dagen begyndte jeg at få en stikkende fornemmelse i maven og skulle tisse konstant. Jeg slog det hen med, at det nok var blærebetændelse og ville tage til min egen læge dagen efter. Min mor fik mig dog overtalt til at ringe til fødegangen igen om eftermiddagen. De syntes lige, at jeg skulle komme ind og få det tjekket. 

Vi ankom til sygehuset kl 17.30 mandag eftermiddag. De fandt hurtigt ud af, at jeg i hvert fald ikke havde blærebetændelse, men at det var veer der var gået i gang. Og derfra gik det stærkt. Jeg fik en sprøjte med lungemodner og blev sat igang med veehæmmende drop. Vi kom ind på en stor fødestue, og resten af aftenen og natten husker jeg ikke så meget fra. Jeg græd meget. Veerne begyndte at gøre mere og mere ondt, men det der slog mig mest ud var, at det her jo var alt for tidligt. 

Midt på natten opgav de kampen om at stoppe veerne, og jeg måtte altså indstille mig på, at jeg skulle føde nu. Vi blev forberedt på, hvad der ville ske og hvordan de ville se ud, når de blev født, men jeg havde svært ved at koncentrere mig om noget som helst. Det her skulle ikke ske endnu. Jeg var ikke klar, og det var drengene heller ikke. Jeg var kun i uge 27+6. Det var jo alt for tidligt. 

Efter fødslen 

Men tirsdag morgen den 12. april kom mine bitte små drenge på hhv. 1125g og 1080g til verden kl 6.24 og 6.58. Ekstremt for tidligt. De sagde ikke en lyd og jeg nåede knap nok at se dem, før de blev hevet væk, pakket ind i bobleplast og tæpper og kørt op på neonatalafdelingen. Jeg var blevet mor, men det var en underlig tom fornemmelse jeg lå tilbage med. 

Da jeg efter en times tid kunne komme op for at se dem, lå de i hver deres kuvøse på intensivstuen tilsat en masse slanger og ledninger. De havde fået CPAP, som nærmest dækkede hele deres ansigt, så jeg kunne slet ikke se, hvordan de så ud. Jeg havde allermest lyst til at tage dem op til mig og holde dem, men det kunne jeg ikke. I løbet af formiddagen blev min ene dreng dog stabil nok til, at jeg kunne få ham ud at ligge hos mig i kort tid, og det var bare helt fantastisk endelig at mærke mit barn hos mig. 

To dage efter fødslen fik de begge scannet hovedet, og der ramlede verden for os. Vores ene dreng havde haft en hjerneblødning i forbindelsen med fødslen og havde derfor fået en hjerneskade. Lægerne kunne ikke sige, hvor slemt det var eller om han ville overleve. De anbefalede os at få ham nøddøbt, så den eftermiddag holdt vi en stille dåb af begge drenge på intensivstuen og det var også der, at de for første gang siden de lå i min mave, fik lov at ligge ved siden af hinanden igen i kort tid. 

Tiden på neonatal 

Neonatalafdelingen er en underlig verden at træde ind i. Der er stille, udover over lydende fra alle maskinerne og skrigende babyer en gang imellem. Tingene foregår i langsomt tempo og alligevel kan det pludselig gå stærkt. Vi prøvede hele tiden at glæde os over de små fremskridt, men det føltes ofte som om, det var to skridt frem og et tilbage. Det var svært ikke at blive skuffet, når det gik den forkerte vej. 

Da de var tre uger gamle, ramlede vores verden igen og endnu engang gik det ud over vores ene dreng. Han blev ramt af en infektion, som gjorde, at han pludselig holdt op med at trække vejret selv. I flere timer måtte sygeplejerskerne kæmpe for hans liv, indtil han blev hentet af babyambulancen og kørt til OUH for at blive lagt i respirator. Vi fulgte efter og vores anden dreng blev også overflyttet til OUH. Han lå i respirator i et par døgn og i løbet af den tid begyndte jeg at opgive håbet for, at vi nogensinde ville få begge vores drenge med hjem i live. Heldigvis viste det sig, at han er en lille fighter og kæmpede sig tilbage. Efter en uge på OUH kom vi tilbage til Kolding igen. Nu skulle tiden bare gå, så de kunne blive store og stærke nok til, at vi kunne komme hjem. Det var store milepæle, da de blev stærke nok til at ligge sammen i en fælles varmevugge, da de kom af med CPAP, og da vi kunne blive flyttet på familiestue og bo sammen alle fire. 

Hjem

Efter 10 ugers indlæggelse kunne vi endelig pakke drengene i hver deres autostol og komme hjem på tidligt hjemmeophold. Det var vi i to uger, før vi blev helt udskrevet. Det var skønt at være hjemme og endelig var der bare lidt, der mindede om en almindelig barsel. Jeg havde isoleret mig de sidste par uger på sygehuset, fordi jeg var ved at få for meget af at være indlagt. Jeg savnede mit hjem og mit privatliv. 

Tiden hjemme blev også mere eller mindre isoleret. Drengene var stadig meget små og vi måtte skærme dem meget de første par år, fordi de var sansesarte. De sov dårligt, de havde svært ved at spise og var generelt meget urolige. Især spisningen voldte os store problemer. De havde svært ved at amme, så efter et par hårde måneder gik vi over til flaske. Men de kunne ikke finde ud af at lave vacuum, så måltiderne endte ofte i skrig og skrål, og til sidst frygtede jeg det, hver gang vi nærmede os spisetid. Putning både til aften og lur var heller ikke sjov. De skulle svøbes og vugges for at falde i søvn og det kunne godt tage lang tid. De havde så svært ved at finde ro i deres små kroppe, og lige der var det meget tydeligt, at deres nervesystem slet ikke var færdigudviklet, da de blev født. Så min barsel var også meget præget af sygehusbesøg, besøg af fysioterapeut og ergoterapeut og kontroller. Vi valgte, at jeg sagde mit job op, da min barsel var slut og jeg fik derefter tilskud til at hjemmepasse dem. Det var hårdt, og med to små babyer foregik meget af det nærmest som samlebåndsarbejde. Men alting er heldigvis også blevet nemmere jo ældre de blevet.

Følger af den for tidlige fødsel

Da de var omkring 2,5 år fik min ene dreng diagnosen Cerebral Parese, altså spastisk lammelse, som følge af den hjerneskade han fik i forbindelse med fødslen. Han er ramt i mild grad i højre side af kroppen, men han har altid haft en kæmpe fightervilje, så selvom hans udvikling har været langsom, kan han i dag både gå, løbe og cykle. Hans største udfording er at bruge sin højre hånd, men han træner hver eneste dag. Hans vilje og gå på mod er hans største styrke, og det gør mig så taknemmelig. 

Min anden dreng blev født i sin sejrskåbe, altså han lå stadig i sin fosterhinde, da han blev født. Man siger, at det bringer held i livet at blive født i sin sejrskåbe og kun 1 ud af 80000 fødsler ender med en baby, der stadig ligger trygt inde i sin fosterhinde, når det kommer ud. Det held har fuldt ham godt indtil videre og jeg håber, at det fortsætter sådan for ham resten af livet, trods den modstand han uundgåeligt vil møde på sin vej. 

De fleste af deres andre udfordinger med sanserne, spisningen og hvad der ellers har været af følger af deres alt for tidlige fødsel, er de stille og roligt vokset fra, efter de er blevet ældre. 

Jeg er så stolt, når jeg ser på mine to drenge i dag og tænker på den hårde start på livet, som de har haft. Og selvom det er hårdt med tvillinger, er jeg så lykkelig for, at de altid vil have hinanden ved deres side. 

Mine egne følger 

At blive førstegangsmor, tvillingemor og præmaturmor på én gang har været en voldsom oplevelse for mig, og det har selvfølgelig sat spor i mig. Fødslen skete så pludseligt, og jeg fik ingen advarsler eller tegn på, at jeg ville gå i fødsel. Vi var overhovedet ikke forberedte på det og det var da også det sidste, jeg tænkte skulle ske, da vi kørte mod sygehuset den mandag eftermiddag. Det kom som et chok, som nok var større end jeg lige troede, da jeg stod midt i det. I starten var det ren overlevelse, og der var ikke så meget tid til at gruble over det. Det hele ramte mig først senere hen, da der kom lidt mere ro på. Lægerne har ikke kunne give noget svar på, hvorfor jeg pludselig fødte for tidligt, og det har derfor været svært for mig at acceptere, at jeg fødte for tidligt, når der ikke har været en grund til det. Jeg har især følt mig snydt for de sidste tre måneder af graviditeten og oplevelsen af, at få mit barn op til mig lige efter fødslen. Jeg har følt mig snydt for en “almindelig” barsel og den første tid med baby hjemme i en lille boble, uden sygehus og bibbene alarmer. 

Jeg har haft svært ved at slappe af, da min krop har været i konstant alarmberedskab. På sygehuset var jeg hele tiden på vagt overfor alle alarmerne, om en af dem nu pludselig ville holde op med at trække været, og efterfølgende overfor babygråd og skrig. Jeg har haft svært ved at give slip og kæmper stadig med en angst for at miste. Det har sat sig dybt i mig, at jeg har været ved at miste begge mine drenge og den angst for, at der skal ske dem noget, følger mig stadig. 

Det vigtigste for mig har været at få snakket rigtig meget om hele forløbet og alle de kampe vi har stået i, så jeg på den måde har kunne få det bearbejdet. Det har jeg brugt min mand, min familie og mine veninder rigtig meget til, og er så taknemmlig for, at de har ville lægge øre til alt det, jeg har haft brug for at komme ud med. Men jeg har manglet nogen, som har stået i samme sted. Nogen at spejle mig i, så jeg ikke følte mig så meget alene. Derfor har jeg valgt at dele min historie og håber, at det kan hjælpe andre i lignende situation.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *