Anjas fortælling

Anja skrev dagbog under sin indlæggelse med sønnen Elliott Osvald, disse dagbogsnoter deler hun løbende på sin blog FruFaber.dk. Dette indlæg var det første, hun skrev.

Elliott Osvald – vores lille mirakel i mere end én forstand

25. februar – 4. marts 2019

Mit første indlæg kommer til at handle om den uge, for et år siden, hvor tiden gik i stå, uvisheden var altoverskyggende og skræmmende og jeg tænkte: ”hvad fanden er meningen!”.

Hvorfor kæmpe for at blive gravid, for så at miste, – heldigvis ville Elliott Osvald det anderledes.

Den 4. marts 2019, fødte jeg vores lille søn på 740 gram i uge 25+1.

Elliott Osvald få timer gammel

Da vandet pludselig gik!

Ugen forinden sad jeg, med min mand Søren og vores datter Ellienor, i stuen og så fjernsyn, da jeg ud af det blå tissede i bukserne……. Altså, det var det jeg troede, at jeg gjorde! Jeg tænkte straks, at jeg nok heller måtte gøre alvor af de knibeøvelser 😊 Men jeg blev hurtigt klogere….

Jeg var ude af stand til at tænke klart og forsøgte i første omgang, at kontakte min sundhedsplejerske, men uden held. Jeg googlede telefonnummeret på fødegangen på Horsens sygehus. På hjemmesiden stod der, at man før uge 24 skulle kontakte vagtlægen og efter uge 24 fødegangen – uge 24 er umiddelbart abortgrænsen.

På det tidspunkt var jeg pænt glad for, at min termin var blevet fremrykket 8 dage til nakkefoldsscanningen, så den nu hed 24+1 og ikke 23+0! Selvom jeg nok var endt samme sted alligevel.

Da jeg fik fat i fødegangen, spurgte jordemoderen ind til plukveer, farven på vandet mv. Jeg havde ingen plukveer, og vandet var helt klart. Hun bad os komme så hurtigt vi kunne. En halv time senere lå jeg på en briks med benene oppe og en læge, der kiggede bekymret på mig.

Der er intet fostervand at se på scanningen og kun 0,8 cm livmoderhals tilbage, så jeg havde ikke bare tisset i bukserne! Jeg var fuldstændig lammet og så kun bekymrede miner hos de sygeplejersker og læger, der var kommet ind på stuen.

Lungemodning og overflytning til Århus Universitetshospital

Jeg fik ve-hæmmende medicin og en lungemodningsinjektion i låret, som skulle fremskynde udviklingen af Elliotts lunger. For at opnå fuld effekt, skulle fødslen helst ikke gå i gang indenfor de næste 48 timer. Vi fik at vide, at jeg skal overflyttes til Århus Universitetshospital med ambulance.

Vejen til Skejby var lang, det var uvant for mig at være patient. For år tilbage, var det mig selv, der kørte ambulancen. Tankerne fløj rundt og frem kom den mest “forbudte” tanke…… At jeg ikke ville ”spilde” det fantastiske navn, vi havde valgt, som betød så meget for Søren og mig, på et barn som sikkert ikke engang ville overleve eller blive det barn vi drømte om…. Elliott skulle hedde Osvald til mellemnavn, opkaldt efter sin farfar, som døde i 2010.  

Jeg skød tanken fra mig og lukkede helt ned, modløs og ud af stand til at skabe ro på mit system. Selvom redderen prøvede at berolige mig, hjalp hans velmenende ord ikke meget det skal nok gå”, ”de er megadygtige på Skejby” jada jada jada….. Den samme svada jeg selv havde sagt så mange gange før, i mit tidligere virke som redder.

Men han vidste jo ikke, om det ville gå godt, vel!!! Det eneste jeg vidste var, at det ikke er pisse optimalt at føde sit barn i uge 25!!!

Første møde med neonatallægerne

Det bekræftede de 2 neonatallæger, der mødte os på fødegangen desværre også! Overlægens ord er indprentet i mig for evigt…. Hvis jeres søn bliver født nu, er der kun 40 % chance for, at han overlever. Men hvis den lungemodning jeg havde fået et par timer forinden, ville nå at få fuld effekt de næste 48 timer, ville hans overlevelseschancer øges til omkring 50 %.

Samtidig opfordrede de os til at overveje hvilken behandling vi ønskede til ham. Skulle de bruge “extreme measures” eller skulle de lade naturen gå sin gang…! Den nat ”sov” vi på fødegangen, mit hoved var helt tomt, og jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte…… sikkert en masse, men jeg var mest af alt i chok.

Indlæggelse på “Afsnit for gravide”

Dagen efter blev vi flyttet ned på “Afsnit for gravide”, hvor vi var indlagt frem til fødslen. Jeg skulle være sengeliggende og måtte til nøds gå på toilettet. Tiden var lang, selvom mange af vores venner og familie lagde vejen forbi. Søren og jeg snakkede meget om diverse ønskescenarier…. Kunne han, vores lille Elliott Osvald, nu bare blive derinde til uge 28, så ville hans overlevelseschancer være betragteligt højere, og chancen for at vi en dag kunne få ham med hjem, virkede for os som realistiske.

Jeg gik all in på ØKO, for jeg havde behov for at gøre noget aktivt selv – jeg ville blive sindssyg af bare at ligge der, uden at gøre noget. Kunne jeg give ham det sidste skud vitaminer og ekstra gode ting, inden han skulle se verden, gav det så utrolig god mening for mig. Og så elsker jeg bare god og ordentlig mad, lavet fra bunden.

Jeg blev løbende tilset af en fysioterapeut, som instruerede mig i forskellige øvelser for at holde den sengeliggende krop i gang, så risikoen for blodpropper mindskes.

De vil sende os hjem….

Stemningen på stuen var efter omstændighederne god, jeg havde ingen plukveer, og det så lægerne som et yderst positivt tegn. Da vi havde været indlagt 5 dage, begyndte personalet at snakke om, at vi kunne komme hjem……. Jeg var skrækslagen, komme hjem…. Jamen hvad nu hvis jeg går i fødsel, det går sgu da stærkt med sådan en lille fyr.

Men tanken om at kunne komme hjem til vores datter varmede, og vi indvilligede i at blive lært op i hjemmemonitorering med både blodtryk, infektionstal og indsendelse af data til sygehuset. Dette var fredag, og lørdag kunne de så konstatere, at jeg havde fået en infektion, så vi kunne ikke komme hjem alligevel.

Jeg fik antibiotika, og så måtte vi ellers bare se tiden an. Jeg begyndte efterfølgende, at få spændinger i mellemgulvet, man da det ikke gik op over maven, mente de ikke at det kunne være plukveer.

Sidst på dagen søndag den 3. marts begyndte jeg så, at få flere sammentrækninger og var bekymret for, hvad der var på vej. Jeg var ikke blevet scannet siden mit vand gik for knap en uge siden, da det kunne øge risikoen for infektion. Men situationen taget i betragtning, valgte lægerne og sygeplejerskerne at scanne mig.

Resultatet var, at der fortsat ikke var fostervand og min livmoderhals var nu kun 0,4 cm.

Afgang til fødegangen med en pigesur mand!

Lægen sagde, at hvis jeg var utryg, kunne jeg blive kørt op på fødegangen, som lå lige ovenpå. Men dette betød også, at vi skulle pakke alle vores ting sammen og udskrives fra afdelingen. Og ud fra min mands ansigtsudtryk, var det ikke lige det, han gad søndag aften kl. 22. Men på det tidspunkt var jeg ret ligeglad med, at han var træt og pigesur. Jeg kunne mærke, at der var noget på vej, og jeg besluttede, at vi skulle flyttes op på fødegangen.

Da vi kommer op på fødegangen, tog jordemoderen Electra imod os. Søren var tydeligvis pisseirriteret og spurgte som det første, hvor han skal sove henne?

Hun peger på fødelejet…….

Jeg er lige ved at flække af grin, situationen var simpelthen bare så komisk. Søren protesterede, og spurgte om han ikke bare kunne få en seng op. Men jordemoderen stod fast og kommenteredeAt der er mange kommende fædre, som havde sovet der” (Det vidste sig dog at være en stor fed løgn).

Men hallo søde skat! Her lå jeg og skulle muligvis føde vores barn på 700-800 gram inden længe, og så opførerede han sig som et lille barn, fordi han ikke lige fik royal behandling…. Søren kan heldigvis godt se den kosmiske i situation den dag i dag 🙂

I løbet af natten fik jeg tiltagende plukveer og omkring kl. 8 gik fødslen stille og roligt i gang. Jeg befandt mig i en ubeskrivelig tilstand af afmagt, men jeg er fuldstændig klar på hvad der skulle ske. Jeg var ikke bange, men mere fandenivoldsk end nogensinde før.

Min mor kiggede forbi fødestuen, da hun arbejder på Skejby, og Søren talte med min søster og aftalte at hun skal komme. Jeg har selv været med til begge mine niecers fødsler, og jeg ved at det altid havde været et stort ønske fra min søsters side, at kunne være med til en af mine. Situationen taget i betragtning, gav det rigtig god mening at have lidt flere pårørende omkring mig, når vi ville blive skilt ad umiddelbart efter fødslen.

Panik!!!

Kl. 10 tog veerne til, og jeg beder om at få lattergas. Modsat min første fødsel med Ellienor, havde lattergassen og jeg denne gang fundet en fælles vej, og det gjorde, at jeg følte, at jeg var i fuldstændig kontrol. Men ud af det blå, fik jeg pludselig megahøj feber og Elliotts puls steg markant. Lægerne og jordemødrene overvejer næste skridt…

Jeg var godt klar over, at der var risiko for et kejsersnit, men jeg havde et stort ønske om at føde selv. Til vores held virkede panodilerne hurtigt og Elliotts puls normaliserede sig igen.

Kl. 11 tog veerne for alvor til og fødselspersonalet, bestående af jordemoderen Kathrine, assistenten Lone, jordemodersupervisoren Jette og fødselslægen Frank, begyndte at gøre klar til fødslen.

20 minutter før Elliott bliver født, kom hele neonatalteamet ind på stuen og gjorde klar til at tage imod ham. Selv om det “burde” være total kaotisk, var der på en eller anden måde helt roligt og stemningen føltes næsten helt magisk, og alle mand var klar til at tage imod vores lille søn.

Efter 2 presseveer bliver Elliott Osvald født kl. 11.37 og han trak vejret helt selv!

Nu gav jeg slip og græd…. Det var som om, at jeg for første gang i en uge kunne slappe helt af, og det var en kæmpe lettelse! Jeg havde gjort alt hvad jeg kunne for den lille prut, og nu var det op til ham selv og det topseje neonatalteam, at tage over. Mennesker jeg aldrig havde mødt, men havde den største tiltro til 😊

Søren gik med på Nyfødt Intensiv afsnittet sammen med Elliott, mens jeg fik moderkagen ud, hvilket viste sig ikke at være helt problemfrit…. I denne situation var det utrolig rart, at jeg både havde min mor og min søster ved min side.

En god time senere, fik jeg lov til at komme op og se til ham.

Han lå alene på stue 11, så lillebitte indeni den store kuvøse med slanger over det hele. Han klarede sig heldigvis rigtig godt og lægerne var tilfredse med ham. Det var dejligt at se ham, men jeg var lettere handlingslammet, og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv. Men de søde sygeplejersker guidede os og vi fik lov til at “nusse” ham lidt. Efter et kort visit, skulle jeg ned og forsøge at få gang i mælkeproduktionen, – utroligt at det kunne lade sig gøre, når han nu var kommet 15 uger før tid.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er image-1.png
Så lillebitte i fars hånd

Indlagt hver for sig

Jeg blev indlagt på barselsafsnittet, da jeg fortsat var patient. Det var virkelig mærkeligt, at jeg lå et sted og mit barn et helt andet sted. Da jeg kom ind på afdelingen, var det midt i et vagtskifte, og jeg kunne næsten ikke styre min utålmodighed, da jeg bare gerne ville i gang med at malke ud, så Elliott kunne få noget krudt at leve af. Da jeg endelig fik sat malkeudstyret til, kom der ikke mange dråber, men det var åbenbart mere end nok.

Samme aften får jeg lov til at få ham ud første gang 😊

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er image-2.png
Et magisk øgeblik!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *