Kære Konrad
Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte.
Jeg husker det, som var det i går. Efter en lynfødsel kom du til verden i uge 30+5. Fødslen gik i gang efter blot et par dages indlæggelse på svangre, for ud ville du. Jeg ved ikke hvorfor! Lægerne ved heller ikke hvorfor!
Men 1. marts 2011 – på årets første forårsdag – kom du til verden.
Situationen taget i betragtning havde du et ukompliceret forløb på neonatal. Jeg husker dog tydeligt, hvordan en læge ved et statusmøde lidt henkastet fortalte, at den seneste hjernescanning havde vist tegn på en hjerneblødning, men det endnu var uvist, i hvilken grad og hvilken betydning dette ville have.
Jeg var bange og frygtede selvfølgelig det værste. Men heldigvis viste den efterfølgende hjernescanning ingen skader på hjernen eller andet unormalt.
Få timer gammel ved mor 
1. døgn gammel ved far første gang
Jeg var slet ikke mig selv på hospitalet
Jeg var bange og ked af det. Jeg følte, det var min skyld, at du var kommet til verden alt for tidligt. Det var svært og hårdt, og jeg kæmpede med en masse svære følelser.
Heldigvis var far ved vores side hele vejen igennem. Vi blev hurtigt vores eget lille trækløver, der klarede de fleste af dagligdagens rutiner selv. Jeg sørgede for at malke ud, mens du og far lå hud mod hud. Far sørgede så for mad (til mig) og alt det praktiske, mens jeg lå med dig hud mod hud.
Du kæmpede dig større og stærkere hver dag, og pludselig nævnte sygeplejerskerne muligheden for tidligt hjemmeophold. Du var klar, og vi var klar!
Så efter 22 dage, hvor du havde ligget på fællesstue, og mor og far var kørt hjem hver aften for at sove, kom vi på eget familieværelse, hvor vi for første gang sov sammen med dig. Det var den vildeste følelse, og efter et par dage på familieværelset satte vi os i bilen og kørte hjem – alle tre!
De efterfølgende 18 måneder gik du og jeg hjemme og hyggede. Du voksede og udviklede dig som forventet – din tidlige start taget i betragtning.
10 måneder gammel 
15 måneder gammel
Det vil altid være en del af din og vores historie
Du fylder 10 år næste gang – det er slet ikke til at forstå. Selvom vi sjældent snakker om, at du er født for tidligt, så fylder det stadigvæk meget i min bevidsthed. Men når jeg tænker tilbage på alle de situationer, hvor jeg lå med dig på maven og frygtede det værste til lyden af c-papen og alamerne, så kan jeg kun blive helt varm indeni når jeg ser på dig nu.
Du er ansvarsfuld, kærlig, samvittighedsfuld og glad – på alle måder i trivsel.
Både af sind og udseende ligner vi hinanden, hvilket for mig til tider har været og er svært – for jeg skal stadigvæk huske mig selv på, at du er din egen. Jeg har et stort behov for at have dig tæt og konstant sikre mig, at du har det godt, hvilket du – helt forståeligt – begynder at være lidt irriteret over. Men jeg øver mig i at give slip og ikke lade din tidlige start på livet fylde, når jeg ser på dig, men i stedet bare se DIG!
Starten på dit liv vil altid være en del af din og vores historie.
Elsker dig
/Mor