Kære Vilma

Eller Vil(d)mus, som jeg stadigvæk kalder dig dagligt og har gjort siden du var spæd. Jeg frygter faktisk den dag, hvor du ikke længere synes det er fedt, at din overbeskyttende mor står og kalder Vil(d)mus tværs over skolegården.

Men du er min Vil(d)mus, og graviditeten med dig var vild. Det er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet, fordi jeg var så syg og dårlig. De uger, jeg lå indlagt med dig i maven, var vilde, og du var flere gange på vej ud i verden et godt stykke før tid.

Men heldigvis blev du inde i maven, og vi kæmpede yderligere seks uger, inden du kom til verden i 36+0 efter en vild fødsel, hvor jeg slet ikke nåede at hilse på jordemoderen – du havde fart på, og det har du stadig.

Jeg er endnu ikke klar

Jeg har flere gange forsøgt at få udfyldt din barnets bog, men det har ikke været muligt endnu, da jeg må erkende, at jeg endnu ikke er et sted, hvor jeg er klar til det. Timerne efter du kom til verden – med det fineste røde hår – har jeg stadigvæk meget svært ved at tænke tilbage på. Det var en voldsom oplevelse.

Selvom vi nåede SÅ tæt på de magiske 37+0, var du ikke klar til at komme ud, eller måske var det netop det helt rigtige tidspunkt – det får vi nok aldrig vished omkring. For du bliver hurtigt dårlig. Du har brug for hjælp. Du lægges i respirator – og min verden gik i stå – jeg gik i stå.

Jeg husker, hvordan jeg sad helt alene og holdt din lille hånd og bad dig kæmpe. Jeg sad ved din side de fleste timer i døgnet. Kiggede på dig. Holdte din hånd. Kyssede din kind. Sang for dig blidt.

Jeg forstår stadigvæk ikke, hvor du fik kræfterne fra, men du kæmpede. Du kæmpede dig tilbage, tilbage til mig – til os.

Du viste tydeligt, at du havde brug for tryghed. Vi lå sammen hud mod hud i de fleste timer af døgnet – det havde vi begge brug for. Far sørgede for at skabe en tryg hverdag for storebror derhjemme og forsøgte samtidig at samle mor op. Vi blev vores eget lille girlpower team på hospitalet. Efter nogle uger på neonatal kom far og hentede os – du var klar – jeg var klar.

Du er den vildeste lille rødhårede pige

Du er den vildeste lille rødhårede pige – og du har aldrig kigget dig tilbage. Du har på den ene side et enormt behov for tryghed og har haft det hele dit liv. Du kom kun ud af slyngen og bæreselen, fordi du blev for stor til at være i dem. Men selvom du nu, i en alder af seks år, elsker at sove ovenpå på mig, så er du samtidig den mest åbne og sociale pige.

Du er på mange måder min diametrale modsætning – du elsker mange mennesker, du er så udadvendt, du kaster dig blindt ud i alt og frygter intet. Det kan til tider være svært for mig, fordi det på så mange måder er helt modsat af mig. Men du inspirerer mig og skubber kærligt til mit introverte væsen, og jeg prøver virkelig ikke at begrænse dig i din åbenhed, fordi jeg selv bliver genert.  

Du giver mig dagligt dårlige nerver, når du laver salto på trampolinen, cykler uden hænder, klatrer helt op i toppen af det højeste træ eller springer fra vipperne i svømmehallen – selvom du altid har styr på det. Men jeg vil nok altid være en smule overbeskyttende overfor dig, fordi din vildhed vækker en frygt i mig.

En frygt for igen at skulle opleve at sidde med din hånd i min til maskinernes livsnødvendige brummen. 

Du er på alle måder VILD – min elskede Vil(d)mus

Bliv ved med at møde verden med åbne arme, smil og glæde – det er dybt inspirerende!

Din mor


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *