Pernilles fortælling del 1

En historie om at blive førstegangsmor, tvillingermor, præmaturmor og englemor på samme tid

Jeg hedder Pernille, jeg er 24 år gammel, og jeg havde egentlig fået at vide, efter flere undersøgelser, at jeg ikke kunne få børn.

Det fortalte jeg min kæreste Steffen tidligt i vores forhold, og han reagerede positivt, og vi var meget åbne omkring det.

Men da vi ikke troede, at vi kunne få børn sammen, brugte vi ikke prævention. I starten gik det godt, og alt var normalt. Nogle gange brugte jeg graviditetstest for at fremprovokere menstruation, når jeg gik nogen dage over på grund af PCO (polycystisk ovarie, red.). Det har næsten altid fungeret, men den sidste gang var testen så positiv.

Det kunne ikke passe. Lægen havde jo sagt, at jeg ikke kunne blive gravid. Så jeg tog en mere – stadig positiv.

Dagen efter ringede jeg til lægen efter den tredje positive test, og jeg fortalte det til Steffen, som blev noget overrasket.

Da lægen fik bekræftet graviditeten, havde jeg en lang samtale med Steffen, og da det første chok havde lagt sig, var vi begge ret glade for det. Yay – vi skulle være forældre.

To hjerteblink

Der går 14 dage, og jeg vælger at fortælle om graviditeten til mine forældre, som bliver glade på vores vegne. En time efter jeg havde fortalt det, fik jeg en følelse af, at jeg skulle på toilettet. Så jeg gik derud, og så var der blod over det hele.

Grædende gik jeg ud til min far, som så kørte mig på skadestuen. Herfra blev jeg sendt videre til fødeafdelingen i Aabenraa.

Jeg græd hele vejen igennem forløbet, for hvad, jeg troede ikke kunne lade sig gøre, var sket, og nu skulle jeg så miste det hele igen.

Steffen kom ind til mig på sygehuset, og vi fik foretaget en scanning. De kiggede længe, og den eneste forklaring, de kunne give mig, var, at jeg havde aborteret. De kunne dog stadig se to fosterhinder med hjerteblink, den ene var dog lidt langsom, men de kunne altså se to.

En ny fortvivlelse bragte sig på banen for os. På 14 dage var vi gået fra at tro, at jeg ikke kunne få børn, til at vi nu skulle være forældre til tvillinger.

Vi valgte at bestille en tryghedsscanning tre uger senere på en privatklinik, da vi syntes, der var lang tid til nakkefoldsscanning.

Jeg var ni uger henne, og den viste to små børn med to fine hjerter. Vi har lykkelige og lidt skræmte over tanken om to børn

Til nakkefoldsscanning gik det rigtig fint, den ene sprællede løs, og den anden lå og sov, så begge var svære at få til at samarbejde. Men det gik. Vi fik at vide, at det var tveæggede, og de havde hver deres fosterhinde og hver deres moderkage, så det eneste, de skulle dele, var pladsen i maven.

Der var med andre ord tale om den sunde form for tvillinger, og det var helt normalt, at der var forskel i størrelse på dem, det skulle vi ikke være bekymrede over. Men da det var tvillinger, betød det scannigner hver fjerde uge for at sikre, at de begge voksede, som de skulle.

Forskellige scanninger

Vi havde et ønske om at få min lillesøster og Steffens søn med til kønsscanningen, hvilket man ikke måtte på sygehuset, så igen bestilte vi tid ved en privatklinik.

Jeg var meget nervøs for, om der var noget galt. Damen, der arbejdede der, var ikke særlig rar og virkede nærmest irriteret over, at børnene ikke var særligt aktive. Det var kun den ene, hun kunne få til at bevæge sig en smule. Men resultatet var to skønne piger. Den ene lidt mindre end den anden, men begge inden for normen.

Vi var overbegejstrede, for vi ønskede begge en pige, men ligefrem to piger på én gang, det var jo næsten for godt til at være sandt.

14 dage efter var det tid til misdannelsesscanning, og her blev det bekræftet, at der var tale om to sunde og raske piger. Begge med meget flotte hjertekamre.

Pigerne havde lidt forskellige størrelser, men indtil videre gjorde det ikke noget, for de voksede begge to. 

Vi var efterfølgende til en lægesamtale, hvor livmoderhalsen blev scannet. Også den så fin ud, så ingen problemer.

Jeg fortalte lægen, at jeg havde det lidt svært psykisk med det hele, og det gjorde, at jeg græd rigtig meget af tiden. Han var sød og forklarede, at de nok skulle hjælpe mig så godt som muligt, da der jo er øget risiko for fødselsdeppression, når det er tvillinger

Med jordemoderen aftalte vi, at vi skulle mødes hver tredje uge for at sikre, at jeg havde det så godt som muligt.

Ved jordemoder aftalen tre uger efter fortæller jeg, at jeg ikke rigtigt kan mærke den nederste tvilling, og den øverste sparker løs. Hun fortæller, at det er helt normalt, da den nederste ligger med moderkage ud mod maven og generelt ligger mere beskyttet dernede, så det betød ikke så meget.

Ingen tegn på liv

Tirsdag 27. august – en uge efter jordemoderbesøget, skulle vi til vækstscanning om morgenen. Her kunne sygeplejersken, der scannede mig, fint se øverste tvilling ligge og sparke løs oppe i maven, men hun havde svært ved at scanne søster i bunden.

Hun forsøgte flere gange at “skubbe” til hende, så hun kunne rykke sig, men der skete ikke noget.

Jeg følte lidt, at hun glemte den øverste, men hun bøvlede længe med at finde noget aktivitet ved den nederste. Hun fortalte, at hun ikke kunne finde aktivitet ved hende, så hun var nødt til at hente en kollega. 

Jeg begyndte at græde, for jeg havde frygtet det værste allerede meget tidligt i forløbet. En kollega kom med ind, og de begyndte at scanne igen. Efter 10 minutter bekræftede de begge, at nederste tvilling desværre ikke var i live længere.

De havde givet besked til lægen, som også gerne ville scanne mig, og jeg kunne bruge al den tid, som jeg havde lyst til, jeg skulle bare sige til.

Vi fik fem minutter, hvor vi kunne være alene. Vi græd begge helt vildt, for vi havde jo godt vidst, at hun var lidt mindre, men de havde jo hele tiden sagt, at det var normalt, og vi ikke skulle være bekymrede for hun voksede fint og havde sådan et fint hjerte.

De kunne desværre ikke give os en forklaring på, hvorfor hun var død, men de kunne se, at hun havde været død i lidt over en uge. På daværende tidspunkt var jeg 24 uger henne.

Jeg spurgte ind til, hvad der nu skulle ske. Da jeg var så langt i graviditeten ville hun ikke blive optaget af kroppen, så hun skulle ud gennem fødselskanalen. På grund af den raske tvilling kunne de ikke gøre noget med det samme, for hvis de forsøgte at fjerne den døde tvilling, ville den raske også risikere at dø.

Så de begyndte at holde ekstra opsyn med mig, og de ville gerne have, at jeg gik graviditeten ud og fødte begge børn, men kun fik det ene med hjem. 

De blev begge derinde, og da hun lå i sin egen fosterhinde, havde det ingen betydning for den raske. 

Efterfølgende blev vi scannet hver 14. dag.

2 del af Pernilles fortælling kan læses her


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *